Du er programmeret til at bekymre dig

Hej igen

Jeg elsker at se dyreprogrammer i TV. Hvis du har det på samme måde, så har du garanteret set den her scene masser af gange: En gazelle græsser under den bagende sol. Alt ånder fred. Lige indtil en løve pludselig springer frem fra buskadset. De næste 30 sekunder udspiller der sig en vild jagt.

Lykkes det for gazellen at undgå løvens gab, er vi få minutter senere vidne til noget ret utroligt: Gazellen, som lige før løb for livet med en 120 kilos dræbermaskine i hælene, falder nemlig forbløffende hurtigt til ro og genoptager livet og græsningen som om intet var hændt.

Forestil dig nu, at det samme var sket for dig. Jeg gætter på, at du ville være ramt af frygt længe efter.

Men hvordan kan det egentlig være, at os mennesker og så gazeller reagerer så forskelligt?

Det skal vi se nærmere på i den her video. Svaret fortæller os nemlig noget vigtigt om angst.

Vi starter med gazellen. I samme øjeblik den opsnapper, at der er fare på færde, så bliver der tændt en alarmknap i dens hjerne, der siger: ”Pas på, pas på. Løb for livet.” Hvis gazellen undslipper det farlige, så går der imidlertid ikke ret lang tid, før alarmen slukker og alt vender tilbage til normal. Vores firbenede ven lever med andre ord fuldstændig i nuet.

Sådan er det ikke for os mennesker. Vi er nemlig udstyret med en hjerne, der gør det muligt for os at rejse frem og tilbage i tid oppe i vores hoved. Vi kan forestille os, hvad der kan ske i fremtiden, og vi kan huske situationer fra fortiden. Det giver os nogen fantastiske muligheder. Tænk for eksempel på alle de opfindelser, der aldrig ville blevet gjort uden evnen til at tænke ”Hvad nu hvis…”. Men vores forestillingsevne betyder også, at bekymringer og frygt kan ende med at fylde rigtigt meget i vores liv. Til forskel fra gazellen kan vi nemlig tænke ”Åh nej, hvad gør jeg, hvis løven kommer tilbage.” Eller: ”Pyha, det var godt nok tæt på. Jeg er også et fjols, at jeg ikke kiggede mig bedre for.”

Resultatet er, at vi i modsætning til gazellen risikerer at komme til at leve i en tilstand af konstant alarmberedskab. For ligegyldigt hvor mange bekymrede åh-nej-hvad-nu-hvis’er, vi tænker, så er der altid plads til flere. Og måske tænker du indimellem: ”Gid, at der fandtes en knap til at skrue ned for støjen i mit hoved.” Den knap findes desværre ikke. En del af at være menneske er at have en hjerne, der konstant spytter tanker ud. Nogle gange er de hjælpsomme. Andre gange mærkelige. Andre gange igen er de skræmmende eller urovækkende.

Hvis bekymringer fylder meget i dit liv er det altså vigtigt, at du ved, at det ikke er tegn på, at du er ved at blive skør eller noget. Bekymringer er simpelthen en del af prisen, vi betaler for at have en hjerne, der på mange andre måder er ret fantastisk.

Spørger du psykologer, hvorfor vi mennesker er udstyret med evnen til at bekymre os, så er svaret enkelt: Den har hjulpet os med at overleve som art. I et overlevelsesperspektiv er det meget smartere at være overdrevent fokuseret på farer og problemer end at overse dem. Vores forfædre levede i en verden fuld af fysiske trusler. En verden, hvor det var meget smartere at tænke ‘Gisp, det er sikkert noget farligt’, når man hørte en puslen i krattet, end ‘Nå, det er sikkert bare en fredelig gnaver’.

Heldigvis behøver vi ikke at tro på alt, hvad vores hjerner fortæller os. Senere i forløbet lærer du nogle teknikker, der hjælper dig med at træde et skridt tilbage fra svære tanker, så de ikke så let kommer til at at styre dig. Og senere igen ser vi på, hvordan du kan give bekymrede forestillinger et virkelighedstjek ved lige så stille at begynde at gøre det, du frygter. Når du gør det, vil du højst sandsynligt opdage, at de er helt overdrevne.

Men først skal vi i de næste to videoer se på, hvordan det forstærker angsten, når vi bekæmper den, som om den var en ydre modstander. Og hvordan det får vores liv til at skrumpe ind, når vi flygter fra den. Bagefter kommer vi så til, hvad der er det gode at gøre i stedet.

Vi ses i næste video, der starter med en mand, som er næsten helt begravet i sand.