Modul 3: Lektion 3
Mød verdens sureste papegøje
Var videoen nyttig for dig?
Har du set Disney-tegnefilmen "Inderst Inde"? Ellers kan jeg varmt anbefale den. Den er både sjov og rørende og en god måde at blive klogere på tanker og følelser på.
Kort fortalt så følger man hovedpersonen Riley, der er en ung pige. Og så er der hendes fem grundfølelser, som er personer med hver deres navn og karakter og udseende. De hedder Glæde, Triste, Frygt, Afsky og Vrede. Triste er for eksempel sådan en blå melankolsk type, mens den røde Vrede hele tiden hidser sig op og og skælder ud.
Udover at være god underholdning så viser filmen dig også en teknik, der kan hjælpe dig med at få et mere luft til svære tanker. Idéen er kort fortalt, at du opfinder en karakter eller figur til dine stemmer oppe i dit hoved. Lad mig give dig et eksempel. Ligesom mange andre har jeg en ret streng indre kritiker, der er slem til at hakke på mig. “Du er uduelig, Anna. Ingen gider se det her online-forløb. Det er udueligt. Ligesom dig. Hører du efter, Anna? U-du-e-ligt!”. Det kan den for eksempel finde på at sige, lige inden jeg skal optage en af de her videoer. For at få det lidt lettere med den stemme har jeg opfundet en figur til den. Jeg forestiller mig, at det er en gnaven papegøje, der snakker til mig. På den måde minder jeg mig selv om, at det er ikke mig, der tænker de her tanker. De kommer helt af sig selv i bestemte situationer. For eksempel når jeg står foran noget vigtigt eller når føler mig presset og usikker.
Jo bedre, jeg lærer min indre papegøje at kende, jo tydeligere bliver det, at det ikke hjælper at kæmpe imod den eller flygte fra den. Det eneste, der kommer ud af det, er bare, at den bliver endnu mere højrøstet. Så når min indre papegøje for 117. gang siger noget i stil med: ”Du er en klovn, Anna. Du kvajer dig garanteret i samme øjeblik, at kameraet bliver tændt. Du skulle meget hellere tage at blive hjemme,” så forsøger jeg hverken at fortrænge den eller ignorere den. I stedet for øver jeg mig i stille og roligt at registrere, hvad den siger til mig. Og så svarer jeg venligt tilbage: “Mange tak for tippet, Piphans. Det er modtaget. Men det er altså vigtigt for mig at lave det her forløb, så det gør jeg, også selvom det gør mig nervøs.”
En anden fordel ved teknikken her er, at det gør det lettere for mig at snakke med andre om mine tanker. For eksempel har jeg fortalt min veninde om papegøjen på min skulder, der indimellem giver mig en ordentlig overhaling. Og dét gør det lettere at fortælle om alt det indeni - fordi det ikke bliver så personligt. Så de dage hvor papegøjen har været særligt grov, så kan jeg sige til min veninde: ”Jeg lavede en fejl på arbejde i dag … og så skal jeg da lige love for, at Piphans gik amok. Der var nærmest ingen ende på, hvor håbløs jeg var ifølge ham. Det er sjovt, han har ellers været ret fredelig de sidste uger. Men lige dér gik han altså helt grassat.”
Jeg håber, at du kan se idéen. I næste video skal du nemlig opfinde din helt egen figur, der kan hjælpe dig med at få lidt mere luft til de selvkritiske eller bekymrede tanker.
Vi ses.