Modul 3: Lektion 2
6 små ord, der giver dig luft til dine tunge tanker
Var videoen nyttig for dig?
Nu ved du, at du med tiden kan få et mere afslappet forhold til svære tanker. Ikke ved at kæmpe mod dem eller flygte fra dem, men ved at træde et skridt tilbage fra dem og øve dig i at se, hvordan de automatisk kommer og går.
Prøv at høre den her sætning: “Jeg bliver til grin til festen i aften.” Sammenlign den så med den her sætning: “Lige nu har jeg tanken, at jeg bliver til grin til festen i aften.” Den eneste forskel på de to sætninger er de her 6 ord: “Lige nu har jeg tanken, at …”
Når du indsætter de 6 små ord foran dine tanker, minder du dig selv om, at tanken bare er en tanke. Samtidig lægger du lidt afstand til den. Og det er super vigtigt, fordi de tunge tanker ellers let får alt for meget magt over os.
Lad mig give dig et lille eksempel. I min håndflade har jeg skrevet sætningen: ”Anna, du er uduelig.” Holder jeg hånden helt tæt op til mine øjne, kan jeg ikke se andet end den sætning. Den fylder hele synsfeltet. Men hvis jeg flytter hånden lidt væk, får jeg bedre mulighed for at se sætningen som det, den er: nemlig en påstand eller noget sort krimskrams i min håndflade. Og pludselig kan jeg også se en masse andet. De ubehagelige ord fylder ikke længere det hele. Jeg har fået dem på afstand, og det giver mig bedre plads til at vælge, hvordan jeg vil forholde mig til dem.
Problemet er, at vi nemt vænner os så meget til alle vores tanker, at vi til sidst slet ikke lægger mærke til, at vi har dem. De kører bare rundt helt af sig selv oppe i hovedet. Og når det sker, så kommer de også let til at køre rundt med os og styre, hvordan vi lever vores liv.
Første trin er derfor, at du indimellem stopper op og lægger mærke til dine tanker.
Det kan for eksempel være, at der oppe i dit hoved bor en super streng kritiker, der rakker dig ned fra morgen til aften. Måske siger han eller hun ting til dig som: ”Du er ikke noget værd” eller ”Du bliver aldrig til noget.” Eller det kan være, at din indre angst-bodyguard hele tiden skræmmer dig med historier om alt det dårlige, der kan ramme dig lige om lidt.
Andet trin er, at du husker dig selv på, at dine tanker bare er tanker, uanset hvor virkelige og skræmmende de føles.
Om lidt skal du selv prøve teknikken, hvor du siger til dig selv: “Lige nu har jeg tanken, at…” Det eneste, du skal gøre, er at sidde ned i et minut og lægge mærke til, hvad for nogle tanker der popper op i dit hoved. Det kan for eksempel være, at du efter et par sekunder tænker: ”Det her er da totalt spild af tid.” Så registrerer du bare stille og roligt: ”Lige nu har jeg tanken, at det her er totalt spild af tid.” Og det samme gør du med alle de andre tanker, der dukker op. Og prøv så godt du kan at lade være med at dømme dine tanker. Sig for eksempel til dig selv, inden du går i gang med øvelsen: ”Det næste minut er der ingen gode eller dårlige tanker. Min eneste opgave er at være nysgerrig og registrere de tanker, der nu engang kommer.”
Det lyder meget nemmere, end det er. Du vil sikkert opdage, at du bliver revet med af tanker og glemmer at registrere, hvad de handler om. Eller at du forsøger at kontrollere dem, for eksempel ved at ved at sige til dig selv: ”Sådan her må jeg ikke tænke.” Du skal vide, at begge dele er helt normalt, så prøv om du kan lade være det at se det som fejl. Prøv i stedet for at være venlig og nysgerrig både overfor dig selv og de tanker, der dukker op.
Hvis du har lyst, kan du lukke øjnene, mens du laver øvelsen. Rent praktisk, så har vi lavet videoen sådan, at jeg om et øjeblik lukker øjnene. Og så tier jeg stille det næste minut. Når vi så begge to har lavet øvelsen, samler jeg kort op på den. God fornøjelse med den.
(Et minuts stilhed, hvor man ser værten sidde tavst med lukkede øjne)
Så…nu er minuttet gået. Jeg spekulerer på, hvordan det var for dig? Måske var der en masse tanker oppe i dit hoved. Eller måske var der mere stille. Det skifter meget. Det kan også være, at der poppede en masse negative tanker op. Det er helt normalt. Vi kommer let til at tro, at det er et tegn på, at der er noget galt med os. Det er det ikke. Det er helt normalt at have en hjerne, der er fuld af selvkritiske og bekymrede tanker. Heldigvis behøver de her tanker ikke styre os. I stedet for at se verden og os selv gennem vores tanker kan vi øve os i at se på vores tanker. Præcis ligesom retter, der kører forbi på os på et sushi-rullebånd.
Vi ses i næste video, hvor du skal møde verdens måske sureste papegøje og høre om, hvordan den kan hjælpe dig.