Indledning: Lektion 2

Værsgo: Her får du en 2-minutters rundflyvning over forløbet

Var videoen nyttig for dig?

Hej igen

I den her video får du et overblik over, hvordan forløbet er bygget op, og hvad du kommer til at lære om og træne.

Allerførst skal du vide, at forløbet her ikke er et behandlingsprogram. Hvis angsten fylder meget og har gjort det i længere tid, så er det vigtigt, at du også får hjælp af en psykolog eller en læge eller en anden, der ved noget om det. Angst er ikke noget, du skal gå med alene. Nederst på siden linker vi til en guide, hvor du kan læse om dine muligheder for at få hjælp.

En anden praktisk ting er, at du sagtens kan følge forløbet her på egen hånd. Men hvis du har mulighed for det, så vil jeg klart opfordre dig til at invitere en anden med. Det kan være en af dine forældre, en god ven eller en tredje, som du har det godt med.

Okay, men hvad indeholder forløbet så? Jo, det består af 6 moduler.

I modul 1 lærer du om, hvad angst er for en størrelse. Mange oplever, at det får den til at føles mindre skræmmende, når de forstår, hvad der sker i kroppen og hvorfor.

I modul 2 ser vi på, hvordan vi fra naturens side er programmeret til at reagere på trusler på to måder, nemlig ved at kæmpe imod dem eller flygte fra dem. De her to strategier hjælper os i en masse situationer, men ikke når ubehaget findes indeni som ængstelige tanker og følelser og fornemmelser.

I modul 3 hører du om, hvorfor det er vigtigt at se, at du ikke er dine tanker og følelser. Og du får tre teknikker, der hjælper dig med at træde et skridt tilbage fra dem, så de ikke så let kommer til at styre dig.

I modul 4 viser jeg dig nogle veje til mere ro i hverdagen. Du kommer blandt andet til at prøve to beroligende vejrtrækningsteknikker, og så får du også en guidet afspændingsteknik, som du for eksempel kan bruge om aftenen, hvis du har svært ved at falde til ro.

I modul 5 hopper vi en tur op i helikopteren. Her skal du nemlig tænke over, hvad der er vigtigt og værdifuldt for dig i dit liv. Det er vigtigt, fordi det kan give dig styrke og mod til at møde angsten på en ny måde.

I 6. og sidste modul ser vi på, hvordan du lige så stille kan komme i gang med at gøre det, du er bange for. Hemmeligheden er, at du bryder udfordringer ned i små overkommelige trin. Og så får du en øvelse, der hjælper dig med at skrue ned for selvkritikken og op for selvomsorgen.

Vi har tilrettelagt forløbet, så modulerne bygger ovenpå hinanden. Men det her er dit forløb, og du er velkommen til at tage dem i den rækkefølge, der passer dig bedst.

Rent praktisk så kommer forløbet med en logbog. Du har måske hørt om sømænd eller flykaptajner, der skriver logbog? I logbogen tager de noter til sig selv om, hvad der sker, og hvad de lærer undervejs på deres rejser. Idéen med logbogen til forløbet her er præcis den samme. Nemlig, at du efter hver video lige stopper op og tænker over det, du har hørt eller trænet. Du behøver ikke skrive en hel masse, måske bare en linje eller to om hvilke tanker videoen har sat i gang hos dig. Eller du kan skrive lidt om hvordan det var at prøve en bestemt øvelse, og at du gerne vil prøve at lave den et par gange om ugen. Og husk, at der ikke er andre, der skal kigge i din logbog, så du kan være helt ærlig. Du kan downloade logbogen og skrive i den på din computer eller du kan printe den ud. Du finder et link til den nederst på siden.

Til sidst vil jeg bare fortælle, at forløbet bygger på en psykologisk metode, der hedder ACT. Det står for acceptance and commitment therapy. Den kommer jeg ikke til at fortælle om direkte. Men vil du gerne vide mere, så kig på guiden ”ACT forklaret på 10 minutter”, som vi linker til nederst på siden.

Med det på plads er vi klar til at tage hul på modul 1, hvor vi skal vi se nærmere på, hvad angst er for en størrelse.

Vi ses.