Modul 5: Lektion 1

Du bestemmer, hvilken retning din bus skal køre i

Var videoen nyttig for dig?

Forestil dig, at du er buschauffør og at dit liv er en busrejse. Du sidder bag rattet fuld af energi og eventyrlyst. Undervejs stiger forskellige passagerer ombord på bussen. Det er dine tanker og følelser. Nogle af dem er venlige. Andre grove. Andre igen er bekymrede og advarer dig om alt det, der kan gå galt. Du tøffer med andre ord afsted i din bus med en hel masse stemmer og stemninger ombord. Sådan er det for os alle sammen.

Undervejs på turen rykker nogle af de grove passager frem i bussen og begynder at råbe ting til dig som: ”Du er en uduelig buschauffør”, ”Vend om, ellers går det galt” eller ”Hey, hvad tror du lige, at du har gang i?” Og de bliver bare ved og ved og ved. Til sidst orker du ikke høre mere på dem og siger: ”Okay, I får jeres vilje. Jeg skal nok vende om og køre derhen, I siger, hvis bare I giver mig fred.”

Buspassagererne er selvfølgelig et billede på din angst. På kort sigt virker det at gøre, som de siger. Roen sænker sig faktisk i bussen, og du tænker: ”Ahhh, godt at jeg omsider fik dem til at holde mund.” Problemet er bare, at jo mere du giver efter og lader bøllerne bestemme, hvor du skal køre hen, jo mere dominerende bliver de. Og det kan ende med at føles som om, at de har kapret bussen fuldstændigt så det eneste, du kan gøre, er at adlyde, når de siger: ”Drej til højre her. Nej, stop. Vend om. Til venstre.” Rejsen, som før var fuld af mening, kommer nu til at føles som én lang frustration.

Lige indtil du en dag ser en anden bus. Den er også fyldt med passagerer, der truer og håner og advarer chaufføren. Men chaufføren i den her bus forholder sig helt anderledes til dem. ”Tak for rådene,” siger hun. “Men det her er altså min bus, og det er mig, der bestemmer, hvor den skal hen. Og det er vigtigt for mig at køre i den her retning, så det gør jeg – også selvom I forsøger at få mig til at køre alle mulige andre steder hen.”

Pointen i historien er, at der kan være en enorm styrke i at huske dig selv på, at der er ting i dit liv, der er vigtigere for dig end at undgå angsten. Ellers kommer alting nemt til at dreje sig om den. I det her modul vil jeg derfor præsentere dig for to teknikker, der kan hjælpe dig med at blive mere bevidst om, hvad der er i et større perspektiv vigtigt og værdifuldt for dig.