Modul 4: Lektion 1

Du kan berolige dig selv med din vejrtrækning

Var videoen nyttig for dig?

Hej igen

Du kender sikkert den her situation. Du skal til eksamen eller til en fest med en masse mennesker, du ikke kender,og tankerne suser gennem hovedet på dig. “Det går galt. Jeg kvajer mig. Jeg bliver til grin.” Helt af sig selv sætter tankerne din krop i alarmberedskab. Dit hjerte begynder at hamre hurtigere. Og du begynder måske at svede og ryste. Heldigvis er hjælpen tættere på, end du aner. Den findes faktisk indeni dig. Lige nu. Og den har altid været der…Jeg tænker på din vejrtrækning. Munke og kloge koner har gennem årtusinder vidst, at vi kan berolige os selv ved at trække vejret roligt og regelmæssigt. Og lige om lidt skal du prøve to enkle teknikker til det. Men først vil jeg fortælle lidt om, hvorfor de virker.

Måske kan du huske, at jeg fortalte dig om vores kamp-flugt-beredskab i modul 2. Du kan tænke på det som en indre speeder. Jo mere du jokker speederen i bund, jo mere anspændt og kampklar bliver du. Kamp-flugt-systemet har imidlertid også en tvilling. Den kalder psykologer for ro-hvile-systemet. Ro-hvile-systemet fungerer omvendt som en bremse. Når du træder på den, daler din puls. Tankerne falder til ro, og en følelse af fred breder sig i dig.

Problemet er bare, at langt de fleste af os er meget bedre til at speede op, end vi er til at bremse ned. Mange vænner sig simpelthen til mere eller mindre konstant at være i alarmberedskab. Det er lige præcis her, at de beroligende vejrtrækningsteknikker kommer ind i billedet. De hjælper dig nemlig med at aktivere dit ro-hvile-system. Og det fantastiske er, at det ikke kræver årevis af træning at mærke forskel. Mange oplever, at de falder mere til ro bare ved at lave øvelserne et par minutter hver dag.

Til en start anbefaler jeg, at du øver teknikkerne med video-guiden i ørerne. Men som du hurtigt vil opdage, så er de ret enkle. Og når de først sidder på rygraden kan du sagtens lave dem på egen hånd. For eksempel hvis du ligger i sengen og har svært ved at falde til ro. Eller når du lige trænger til et pusterum og lidt ro i hverdagen.

Hvis du aldrig har prøvet den slags før, så føles teknikkerne måske lidt underlige i starten. Så start stille ud. Du kan for eksempel starte med at lave øvelserne i et minut eller to og så gradvist skrue op, når du er klar til det. Det var alt, hvad jeg havde på plakaten denne gang. God fornøjelse med de to vejrtrækningsteknikker, som er i de to næste videoer.