Modul 3: Lektion 4

Opfind en karakter til svære tanker og følelser

Var videoen nyttig for dig?

Hej igen

Sidste gang hørte du om, hvordan svære tanker bliver lettere at håndtere, hvis du opfinder en figur til dem. Og du hørte om, hvordan det hjælper mig at forestille mig, at mine selvkritiske tanker leveres af en gnaven papegøje på min skulder.

Nu er det din tur til at opfinde en figur til tanker eller følelser, som du bokser med. Det gør du sådan her: Start med at vælge, hvad for en følelse eller tanke, som figuren skal repræsentere. Det kan være, at bekymringer fylder meget for dig. Så kan du opfinde en karakter, du kalder ’Bekymrede Bente’. Men det kan også være: ”Kritiske Karen”, ”Nedrakkeren Niels” eller ”Usikre Ulla”.

Som du kan høre på mine navne, så er det kun fint, hvis du får lidt humor med i det. Og her må du endelig ikke høre det som om, at angst ikke er alvorligt. Jeg ved udmærket godt, hvor skræmmende og frustrerende og ødelæggende angst kan være. Det du skal høre mig sige er at figuren kan hjælpe dig med at lukke lidt af alvoren ud af de tanker og følelser, der ellers kan føles helt umulige at rumme.

Når du har valgt et navn til din figur, så prøv at få flere detaljer på, så du kan se figuren for dig. Hvordan ser din angstfigur ud? Hvordan lyder dens stemme? Og hvad er særligt ved den.

Lad os for eksempel bygge videre på figuren Bekymrede Bente. Hun kunne være en sød, men også meget ængstelig lille rund dame. Måske med håndtaske og pagehår og hat. For Bekymrede Bente er der kun én ting, der tæller: Tryghed. Og hun ser det derfor som sin fornemmeste opgave konstant at minde dig om alt det, der kan gå galt. Hendes råd lyder sådan her – med hendes bævende og nervøse stemme: ’Lad hellere være. Gør det ikke. Det bliver utrygt.’

Bente er på ingen måde ude på at ødelægge dit liv. Hun vil bare så gerne passe på dig og derfor har hun vænnet sig til altid at forestille sig det værste, der kan ske. ”Hellere en bekymring for meget end en lidt for lidt” er hendes motto. For Bente handler ALTING om tryghed og om at passe på.

Men livet er jo meget mere end det. Du har garanteret en masse drømme og ting, du gerne vil. Det kan for eksempel være, at du drømmer om at rejse, om at møde mennesker og lære nye ting. Og netop her er Bente en fæl lyseslukker, fordi hun med det samme får øje på alt det, der kan gå galt. Det betyder selvfølgelig ikke, at hun aldrig har ret. Nogle gange er der god grund til at passe på. Men hvis Bente får for meget magt over dig, så risikerer dit liv at skrumpe ind og blive gråt og trist.

Så kunsten er altså at øve dig i at finde ud af, hvornår det er værd at lytte til Bente, og hvornår det er bedre at møde hende med et venligt smil og kommentaren: ”Nu er du altså lidt for langt ude, Bente ...” For de fleste er det noget, vi øver os på hele livet. Men trin for trin kan vi blive bedre til ikke at lade bekymringerne styre os blindt. Altså sådan, at vi betragter Bente som vores rådgiver snarere end vores chef.

Jeg håber, at du har fået lyst til at opfinde din egen figur. I logbogen har jeg samlet nogle spørgsmål, du kan tage udgangspunkt i. Ellers er du også meget velkommen til at låne Bente eller min arrige papegøje.

Hvis du har lettere ved det, kan du også lave en tegning af angsten. Det kan for eksempel være et dyr eller et fantasivæsen. Fordi angst føles så skræmmende, så kommer din tegning måske også til at være det. Sker det, så er det en god idé at sætte en fjollet ting ind på den. For eksempel en mærkelig næse eller en skør hale, så figuren ikke kommer til at virke alt for faretruende. Ligesom Bekymrede Bente eller Piphans må din figur gerne være lidt komisk. Ikke fordi der er noget sjovt ved angst, men fordi det gør den nemmere at have med at gøre, når du forholder dig lidt frit og humoristisk til den.

I næste video skal du høre om en tredje og sidste teknik til at få mere luft og afstand til dine tanker og følelser. For mange er det faktisk den allerbedste, så du kan godt glæde dig. Vi ses.