Modul 3: Lektion 1

Tanker kommer og går

Var videoen nyttig for dig?

Hej igen

Jeg spurgte engang en dygtig psykolog: ”Hvad er det vigtigste, man skal vide, hvis man kæmper med angst og gerne vil have det lettere?” Hun tænkte sig om et øjeblik og svarede: ”Det er, at du ikke er dine tanker og følelser.” Problemet er, at vi let bliver så filtret sammen med vores tanker og følelser, at vi kommer til at stole blindt på alt, hvad de fortæller os. Det gør, at de får alt for meget magt over os.

Det kan for eksempel være, at du skal til fest hos din bedste ven. Du har egentlig glædet dig, men dagen inden festen begynder din hjerne at spytte ubehagelige tanker ud til højre og venstre. Det kan for eksempel være tanker som ”Ingen kan lide mig”. Eller ”De andre vil garanteret synes, at jeg er kedelig og mærkelig”.

Og tankerne og de ubehagelige følelser der følger med, bliver måske så overvældende, at du ender med at melde afbud. Lige når du har sendt afbuds-sms’en mærker du sikkert et sug af lettelse. Men så går der ikke ret længe, før du bliver ramt af nye ubehagelige tanker og selvbebrejdelser. Nu tænker du måske: ”Hvor er jeg bare en taber. Jeg kan ikke engang finde ud af at tage til fest hos min bedste ven. Hvad er der galt med mig?”

Ubehagelige tanker og følelser kommer på den måde let til at køre rundt med os og forhindre os i at gøre de ting, vi gerne vil, og være den person, vi inderst inde gerne vil være.

Sådan behøver det heldigvis ikke at være. I stedet for at smelte helt sammen med dine tanker og følelser, så kan du øve dig i at træde et skridt tilbage fra dem og se dem lidt på afstand. Det får ikke de ubehagelige tanker til at forsvinde, men det gør dem meget lettere rumme og gør, at de ikke så let kommer til at styre dig.

Jeg er med på, at det her kan lyde lidt flyvsk, så for at få det ned på jorden, så prøv at se på det sådan her:

Forestil dig, at du sidder på en sushi-restaurant. Foran dig er der et rullebånd, og den ene lille tallerken efter den anden kører forbi med forskellige små retter. Inde i midten står sushi-kokken. Det er ham, der laver retterne.

Din hjerne snitter ikke rå fisk i fine strimler. Men ellers minder den på mange måder om sushi-kokken. Ligesom han sætter retter på sushi-rullebåndet dagen lang, så producerer din hjerne også tanker og forestillinger fra morgen til aften. Nogle af retterne på sushi-båndet synes du sikkert er fristende. Andre er du ikke så pjattet med. Andre igen bemærker du knap nok.

Det samme gælder alle de tanker, der suser gennem dit hoved. Nogle af dem oplever du som behagelige. Dem skynder du dig at nuppe fra båndet for at holde fast i dem. Andre oplever du som ubehagelige. Dem forsøger du at undgå eller slippe af med. Mange af dem er neutrale. De passerer bare forbi. Og hele dagen fortsætter din indre sushi-kok med at sætte den ene tallerken efter den anden på båndet, der kører rundt oppe i dit hoved.

Det vigtige er at se, at du hverken er rullebåndet eller retterne, der bliver transporteret på det. Altså, at du hverken er dine tanker eller tankestrømmen. Du kan derimod træde et skridt tilbage og stille og roligt iagttage, hvordan tanker hele tiden kommer og går, præcis som retterne, der ruller forbi på sushi-båndet. Nogle gange kører der en frastødende ret forbi. Men det behøver ikke at sende dig op i det røde felt. Andre gange passerer en fristende godbid forbi. Men den behøver du heller ikke nødvendigvis at kaste dig over. På samme måde behøver du heller at kæmpe imod eller flygte fra ubehagelige tanker. Du kan i stedet for øve dig i at lægge mærke til, hvordan de kommer og går helt af sig selv. På den måde kan du opdage, at du har friheden til at vælge, hvordan du vil handle på dem.

Det her lyder måske som en lille ting, men for mange er det faktisk nøglen til at få det lettere med angsten. Der sker simpelthen noget, når vi husker os selv på, at tanker bare er tanker. Og at vi ikke behøver at tro på alt, hvad de fortæller os.

I næste video hopper vi i træningstøjet. Her skal du nemlig prøve en enkel teknik, der hjælper dig med at få lidt mere afstand til svære tanker.